Politiforbundet kåret til næstmest magtfulde
Politiforbundet lander på andenpladsen, når det handler om gennemslagskraft i medierne, evne til at opnå resultater på lønområdet og indflydelse. Det viser en undersøgelse, som Politiken Research har lavet blandt samfunds- og arbejdsmarkedsforskere.
8.02.10
Undersøgelsen placerer FOA i absolut top efterfulgt af Politiforbundet på andenpladsen og Dansk Metal på trediepladsen. Den blev offentliggjort i Politiken søndag den 7. februar.
I avisen begrunder arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen blandt andet Politiforbundets placering med:
- Politiforbundet er synligt. Både i gode og dårlige sager, så derfor fremstår forbundet stærkt. Forbundet har været gode til at skaffe flere politifolk og det må siges at være en succes, siger arbejdsmarkedsforskeren.
Et skulderklap
I Politiforbundet nikker formand Peter Ibsen genkendende resultatet, og betragter det som en konsekvens af åbenhed, samt troværdighed også i de sager, som giver lussinger internt.- Det er anden gang inden for et år, at landets forskere placerer os på andenpladsen, når det handler om resultater. Herunder overenskomsten. De har den viden, der skal til for at gennesmskue tallene og sammenligne på tværs af faggrænser. I den forstand er betragter jeg det da som et vigtigt skulderklap, siger forbundsformanden.
Medlemmerne ikke altid enige
Det betyder dog ikke at medlemmerne nødvendigvis er af enige, mener Peter Ibsen.
- Men hvis man spurgte indadtil, ville mange medlemmer desværre nok være af en anden opfattelse. De synes måske, vi er for pæne og ikke "sure" nok. Det siger noget om prisen for at prøve at bevare troværdigheden og tage medansvar for de svære beslutninger. Det giver resultater, men er ikke altid lige let, fastslår han.

