LEDER: Angreb fra alle kanter
Fra DANSK POLITI nr. 1 2010
8.02.10
.jpg)
Jeg kan lige så godt være ærlig.
2010 bliver næppe noget godt år.
Så er det sagt!
Der bliver sikkert mange gode oplevelser og meget at glæde sig over. Der bliver stensikkert også udført kolossalt meget fantastisk politiarbejde, og der vil være mange gode kollegiale oplevelser.
Men overordnet bliver 2010 det år, hvor alle vil forsøge at så splid inden for politiet – og dermed forsøge at opløse den lim af loyalitet og sammenhold, som holder os sammen og er en livsnerve.
Vi vil i dette år blive angrebet fra alle fronter.
Dels fordi udviklingen går den vej. Dels for at de ansattes indflydelse bliver endeligt stækket. Dels fordi vi lige nu ikke signalerer sammenhold.
Desværre venter meget af det lige om hjørnet.
En budgetanalyse, som taler om effektiviseringspotentialer for op mod en halv milliard! En lønkommission, som bliver svære at tale fornuft til.
En uskøn optakt til forhandlingerne om det politiforlig, som burde hale politiet ud af det økonomiske og timemæssige dødvande, men som bliver mere end op ad bakke. Måltal og stramhals. Og sidst men ikke mindst – forberedelserne til OK11, hvor kravene faktisk skal udtages allerede i forlængelse af sommerferien, og hvor alle hvæsser knivene. 2010 bliver et direkte angreb på den verden, vi har kendt i årevis.
Det betyder, at vi er på vej ind i den evige defensiv.
Vi er måske allerede sure og utilfredse, men nu er vi på vej mod en situation, hvor vi risikerer altid at være det sure, utilfredse opstød, som alle bliver trætte af i længden. Hvor selv pressen bliver lede af os og sætter os i bås som evige brokkere. Hvor vi får svært ved at kapre ørenlyd og sendeflade.
Når det sker, så mister vi den politiske indflydelse. Altså den direkte pressball af pålidelighed og troværdighed, som vi altid har haft god gavn af.
Som har givet os tillid på den politiske bane, fordi man har kunnet regne med os. Denne pressball er ENESTE mulighed for at dæmme op for nogle af de markante angreb, som vil komme i år. Det kan endda KUN lade sig gøre ved sammenhold og opbakning hele vejen rundt. Ellers bliver det tæt på umuligt.
Lige nu småskændes vi. Vi fedter rundt i detaljer omkring alt det sure og anderledes, som stadig præger hverdagen. Vi har mistet lysten til optimisme.
På alle stationer er tillidsfolkene presset i bund. De skal dels prøve at dæmme op for de værste kriser og dels forsøge at bevare rygvinden fra alle kolleger. Den rygvind og opbakning, der er livsnødvendig, hvis det overhovedet skal have en chance for at lykkes.
De skal også tage alle tævene for alt fra økonomi til den evige mangel på ressourcer og timer. Det bliver surt.
Det bliver ekstra surt, når kolleger kommer ind på deres kontorer og vil melde sig ud af foreningen – ofte med en begrundelse som handler om alt andet end det, tillidsfolk, forening og forbund har indflydelse på.
Jeg er helt på det rene med, at trætheden og mistroen ude blandt landets politifolk er større end måske nogensinde. De har givet op for ideen om godt nyt. De er begyndt at kigge indad. At skændes med deres tillidsfolk, at give deres forbund skylden for alt.
Så længe vi skændes internt, så længe formanden for Politiforbundet bliver gjort synonym med alt, hvad der irriterer omkring reformen, omkring COP15-aftalen og pengenøden, så er alle de, som reelt har udstukket rammerne, styrket. Vi er nødt til at stå sammen.
Derfor bliver 2010 et hårdt år. Det bliver ikke let eller sjovt. Til gengæld har vi retten og fornuften på vores side. Hvis vi så samtidig står sammen, undgår at skændes og at falde i de mange fælder, som er lagt ud for os – så er muligheden for, at 2010 måske ikke ender som en straffeekspedition, men som starten på bedre tider.
Det er sådan set altafgørende med de udfordringer,
der venter.