Arbejdstid
Politiforbundet har den klare holdning, at arbejdstiden er en beskyttelse mod rovdrift af kollegerne, og at brud på reglerne ikke accepteres.
Arbejdstid er en af de store mærkesager i Politiforbundet – og noget som alle medlemmer har et klart forhold til. Det er ikke lige til at kombinere politiarbejdets særlige vilkår med regler om arbejdstid – og slet ikke, når ledelsen og offentligheden ofte forventer, at politiet strækker reglerne og giver køb på indgåede aftaler. Politiforbundet har dog den klare holdning, at arbejdstiden er en beskyttelse mod rovdrift af kollegerne, og at brud på reglerne ikke accepteres. Ligeledes skal der kompenseres økonomisk i nødstilfælde. Udgangspunktet er dog altid, at friheden er væsentlig og ikke til salg.
I punktform kan man dele opfattelsen af arbejdstidsspørgsmålet op således:
- at arbejdstider og -vilkår i politiet ikke generelt er egnet til regulering efter de almindelige/generelle regler
- at vi derfor har indgået en lokalaftale med Rpch.
- at denne aftale et stykke hen ad vejen kompenserer for/regulerer de særegne vilkår, politiet arbejder under
- at reglene er til for at beskytte medarbejderne mod overlast og nedslidning (og i nogle tilfælde direkte udnyttelse)
- at reglerne - et stykke hen ad vejen - sikrer medarbejderne en (rimelig?) kompensation i forbindelse med overarbejde, flytning af tjenester, inddragelse af fridage m.m.
- at reglen er til for at overholdes
- at både arbejdsgiver og arbejdstager har en forpligtigelse til at efterleve reglerne af hensyn til medarbejdernes ve og vel
- at det er ledelsens ansvar, at tjenesten planlægges efter reglerne.

