Tillidsrepræsentant 

    • Brugernavn

      Password

Kommentar: Kredsen skal sluttes!

Politipersonalets stemme mangler i kredsrådene, og politiforeningerne bør komme tilbage som en aktør, der kan være med til at male et mere nuanceret billede af politiets hverdag, mener næstformand i Politiforbundet, Claus Hartmann.

2.07.10
Vi befinder os i en tid, hvor vi skuer tilbage på de første fire år af politireformen. Der justeres ind og rettes op på beslutninger, der i sin tid blev truffet, men som senere viste sig ikke at være så hensigtsmæssige.
Hvad med at kaste et blik på kredsrådene i den forbindelse? Politiforbundet blev med et pennestrøg skrevet ud af kredsrådene – de tidligere lokalråd - da politireformen blev forfattet. Men hvorfor? Fordi det blev et ledelsesforum, lød forklaringen. Men fakta er, at det i lige så høj grad er et informationsforum. Derfor mangler personalets stemme.
Er det virkelig det, som såvel de lokale politikere som landspolitikerne ønsker? At være delvist klædt på?
Jeg tror og håber det ikke.

Hensigten med denne kommentar er ikke et angreb på den øverste ledelse og bliver forhåbentlig heller ikke opfattet som sådan. Det er blot et ønske om at bidrage med informationer. Set fra min stol er det en fordel for ledelsen – ja, for alle parter – at vi er med. Og jeg vil mene, at ledelsen er dygtig nok til at tåle det.

Jeg plæderer ikke for et sted, hvor vi skal diskutere med ledelsen. Sådan var det ikke tidligere, og sådan skal det ikke blive.
Men når jeg skal orienteres om en sag, vil jeg gerne høre alle synspunkter for at kunne danne mig et nuanceret og helstøbt billede af problemstillingen. Jeg vil helst klædes bedst muligt på, og sådan tror jeg, at de fleste af os har det.

Derfor undrer det mig meget, at landets borgmestre ikke savner at have Politiforbundet siddende med ved bordet, når de drager til kredsråd med politikredsens øverste ledelse. Al respekt for ledelsen. Men hvordan kan billedet af politiets drift og disponeringer blive retvisende, hvis det kun er politiets øverste ledelses syn på virkeligheden, der kommer for dagen?

Efter min mening er der gået noget helt vitalt tabt for alle parter ved, at Politiforbundets foreninger ikke længere sidder med i kredsrådene.
Udover det rent faglige aspekt savner jeg i høj grad netværksdelen mellem de lokale politikere og politiets personalerepræsentanter. Den uformelle snak i pauserne om SSP-samarbejdet, om de lokale problemer og så videre er forsvundet.
Den ekstra dimension er forsvundet.

Mange gange har jeg i medierne hørt borgmestre eller lokale politikere være overraskede over de konkrete mangler i deres viden om forholdene i politikredsen - at det stod så slemt til.

Det kunne vi have fortalt dem.
Hvis vi var en del af kredsrådene.
Vi mangler i debatten.
Lad os få den ekstra dimension tilbage. Det nuancerede billede. En kreds der er sluttet.
Det er mit håb.
Men det er på Christiansborg, det skal besluttes, om man som politiker skal være helt eller delvist klædt på.