KORT OG GODT nr. 2 - Anmeldelse af arbejdsskade og ferie
Anmeldelse af arbejdsskader skal ske digitalt
13.07.10
Siden 1. juli 2010 har det været lovpligtigt for arbejdsgivere at anmelde arbejdsskader elektronisk via systemet Easy.
Det betyder, at den gamle papirblanket er udgået til fordel for en elektronisk anmeldelsesblanket som kan findes på POLNET.
Sammen med blanketten ligger en vejledning, der i samarbejde med Politiforbundet er ved at blive præciseret, så den er til størst mulig hjælp.
Det betyder, at ALLE tilskadekomne fremover skal udfylde anmeldelsesblanketten på POLNET.
Det skal dog fortsat ske efter de retningslinier, som er fastsat lokalt.
Politiforbundet vil i den anledning gøre opmærksom på, at det er en fordel at inddrage den lokale sikkerhedsrepræsentant eller politiforening, når en skade skal anmeldes.
Det er nemlig af afgørende betydning, at hændelsen, som ligger til grund for skaden, beskrives grundigt og udførligt. Ligeså gælder det i forhold til beskrivelsen af den umiddelbare skade og påvirkning.
Anmeldelsen er bindende. Det betyder, at alle væsentlige detaljer skal indeholdes i anmeldelsen.
Kontaktperson: forbundssekretær Flemming Olsen
Sommer i Politiforbundet
Forbundshuset på H.C. Andersens Boulevard holder åbent i hele sommerperioden for akutte henvendelser og sagsbehandling. Dog med nedsat bemanding til det absolutte nødvendige.
Politiforbundet ønsker alle en god sommer.

