Usmagelige opfordringer til lovbrud
Jeg synes, at det er direkte klamt, når præster og såkaldte kulturpersonligheder tager gratis patent på medmenneskelighed, uden skelen til demokratiske spilleregler, skriver næstformand Claus Hartmann i denne kommentar.
11.09.09
Af Claus Hartmann, næstformand i Politiforbundet
Noget af det sværeste og hårdeste i denne verden er at opbygge og fastholde et velfungerende demokrati.
Spørg bare i Rusland, i de baltiske lande, og andre steder, hvor frie valg dårligt har passeret myndighedsalderen.
De er alle blevet overrasket over, hvor svært det er at opbygge og respektere hinanden efter demokratiske spilleregler.
Ikke mindst at respektere loven og stå sammen om at nedbryde korruption.
I disse lande er demokratiet stadig skrøbeligt og ufærdigt.
I Danmark er vi derimod usædvanligt privilegerede, fordi vi har haft mere end 160 relativt rolige år til at opbygge en demokratisk og lovlydig tankegang. Hvor domstole, myndigheder og politiske partier agerer ukorrupt og åbent.
Hvor lov er lov – og til at forstå.
Derfor synes jeg også, at de seneste ugers heftige debat og profilering i forbindelse med de udviste irakere har været direkte klam eller usmagelig om man vil.
Jeg synes, det er en hån mod demokratiet og undergravende, når billig popularitet og medmenneskelighed bliver et gratis patent med opfordring til lovbrud.
Når nogle tager patent på en sympati og medmenneskelighed, som de fleste af os føler, og gør det ud fra enkeltsager, så er samfundet i fare. I hvert fald hvis samfundet er velfungerende og demokratisk. Det er efter min mening respektløst.
Hvordan kan man blive populær på at opfordre til lovbrud i et demokrati?
Jeg synes, at det er direkte usmageligt, når præster og såkaldte kulturpersonligheder tager gratis patent på medmenneskelighed, uden skelen til demokratiske spilleregler eller de ansatte, som politifolk, der selvfølgelig skal håndhæve loven uanset personlige holdninger.
Jeg, og sikkert stort set alle andre politifolk, har det da elendigt med at sende børn tilbage til en uvis fremtid i et farligt land. Vi har det ikke godt med det, men der er utallige sager og oplevelser i politihverdagen af den slags. Derfor respekterer vi stadig loven og vores arbejde. Samtidig skal vi så se os selv gjort til modstandere og prügelknabe af en flok såkaldte kulturpersonligheder, som vil score billig tv-tid. Jeg synes godt nok niveauet er lavt.
Jeg oplever det også som en hån mod politiet og de demokratiske instanser, som samfundet har oprettet for, at vi alle kan være her og sikre, at loven bliver overholdt.
Det graver en grøft og starter en krigsstemning i forhold til mine medlemmer. Dybt ufortjent. Og dybt skadeligt.
Jeg har det heller ikke godt med, at nogle mennesker er desperate og lider. Men jeg respekterer demokratiet og de regler, som er sat. Jeg kan ikke tillade mig andet. Man er ikke en helt, hvis man gør modsat. Man efterlader derimod mine medlemmer og andre faggrupper i stikken og på den anden side af plankeværket.
Vi har aldrig haft så mange asylsager, og vi skal behandle dem med samme antal ansatte. Det er et krav. Men samtidig skal vi helt ufortjent gennem en billig mediestorm, som får kunstigt åndedræt, hver gang en lykkehjulsvært eller Melodi Grand Prix sangerinde siger, at det er synd, og at de i hvert fald vil bryde loven. Tænk lige tanken til ende. Det er grotesk.
Når jeg samtidig – endnu engang – skal se politifolk udstillet, fordi de tager en gratis kop kaffe hos 7-eleven på Højbro Plads, så er niveauet bare tåbeligt.
Op ad bakke.
Nedladende og uden fodfæste i virkelighedens udfordringer.
Hvad med at tage samfundet alvorligt. Hvad med at tage de mange gode spilleregler vi har alvorligt.
Hvad med at respektere det politiske beslutningsniveau.
På Folketingsplan ser det ikke bedre ud. Når Line Barfoed blåstempler til civil ulydighed, så knækker kæden og respekten for folkestyret. For selve demokratiet.
Mindre forstemmende har det ikke været at opleve enkelte præsters ageren – og billige adgang til medierne og følelser. Hvorfor skal en præst, som er tjenestemand og nyder alle de privilegier som følger med tjenestemandsansættelsen, ikke stå til ansvar, ligesom andre tjenestemænd?
Tjenestemandsansættelsen giver dem en enorm sikkerhed og nogle privilegier. Derfor burde man vel også forvente andet end billige omgange og gratis medmenneskelighed. Jeg synes, det er slapt og tarveligt over for de faggrupper, som tager demokratiet og deres ansvar alvorligt. Politifolk er også tjenestemands-ansatte. Jeg gad godt se, hvad der ville ske, hvis de lod deres personlige holdninger og dagsform afgøre, om de ville overholde loven.
For mig ligner de seneste uger en ommer. Og en oplagt selvransagelse. Ikke mindst hos medierne, som bare har redet med uden at gå om bag debatten og spørge – hvad er det egentlig, der sker? Det er let nok at udråbe helte på en gratis baggrund. Det er straks sværere at tage hele samfundets lim og demokratiets spilleregler alvorligt. Desværre.
Læs også pressemeddelelsen: "Klamt debatniveau!"