Reguleringsordningen i det offentlige aftalesystem
Formålet med reguleringsordningen er at sikre en tilnærmelsesvis parallel lønudvikling i den private og den offentlige sektor.
Med reguleringsordningen sikrer man, at de offentligt ansatte lønmæssigt følger med udviklingen i den private sektor, samtidig med at det offentlige arbejdsmarked ikke bliver lønførende.
Hovedprincippet er, at lønnen reguleres med 80 procent af forskellen mellem de konstaterede lønstigninger i den private og den offentlige sektor. Ordningen er opdelt i de to hovedområder med kommuner og regioner på den ene side og staten på den anden side, men principperne på de to områder er stort set identiske. Reguleringen foretages en gang årligt – tidsmæssigt forskudt af hensyn til mulighederne for statistisk at opgøre de faktiske lønstigninger.
Hvis der eksempelvis i den private sektor har været en lønstigning på 4 procent, mens lønudviklingen i den statslige sektor er steget 3 procent., får de statslige ansatte en regulering på 80 procent af den ene procent, det vil sige 0,8 procent. Hermed bliver den samlede lønstigning i staten på 3,8 procent. – svarende til 95 procent af lønstigningen i den private sektor.
Jo større lønforskellen er mellem den private og den offentlige sektor, desto større virkning vil det få, at reguleringsordningen holder sig til de 80 procent. I de senere år har lønforskellene dog været relativt begrænsede, og i den forgangne aftaleperioden 2005 – 2008 var slutresultatet i den statslige sektor, at lønstigningerne her var større end på det private område. Da reguleringsordningen går begge veje, blev effekten en reduktion af den (aftalte) statslige lønudvikling.