LEDER: Tid til STÆRKT FAGLIGT FÆLLESSKAB

Trækket på den enkelte politiansatte er i dag så voldsomt, at flere og flere taler om at søge væk. Balancen mellem familieliv og arbejde er tippet helt uholdbart over.
Formandsskabet genopstiller på Politiforbundets kongres i slutningen af april. I deres fællesleder fra DANSK POLITI nr. 2 forklarer Claus Oxfeldt og Claus Hartmann, hvorfor de er klar til fire år mere:
  18/4/2017

Af forbundsformand Claus Oxfeldt og næstformand Claus Hartmann

Sidste weekend i april afholder Politiforbundet kongres.
Det betyder, at tillidsfolk fra hele landet mødes i tre dage for at gøre status over de seneste fire år, og samtidig lægge sporene for de kommende fire år.

En kongres er Politiforbundets øverste myndighed. Det er også her, der vælges formand og næstformand for en fireårig periode.
Men først og fremmest er det tre dage, hvor politiets udvikling og fremtid bliver holdt ud i strakt arm og diskuteret.
Hvor vi gør status. 
Overskriften er enkel. Fagligheden og arbejdsmiljøet er begge under angreb, og det ligner mere en belejring end en blitzkrig.

Hvordan bjærger vi fagligheden, fællesskabet og bevarer en af verdens bedste politistyrker?

Hvordan undgår vi nedsmeltning og udvanding af politiarbejdet i en tidsalder, hvor konsulenter sætter alt for store fingeraftryk, hvor borgerne sukker efter politi, og hvor der er privat kødannelse for at byde ind på politiets opgaver?

Det er også en større diskussion. For i det lange løb handler det om demokrati og retssikkerhed. 
Om ikke i et øjebliks krise at give køb på helt fundamentale værdier.
Den største værdi er, at vi har et veluddannet, loyalt, engageret, selvstændigt tænkende og dybt professionelt politi, som borgerne har tillid til. Det forudsætter, at politiet får lov og tid til at bruge deres faglighed.
Den værdi er i fare.

Vi blev valgt til at stå i spidsen for Politiforbundet for fire år siden. Dengang, i 2013, var politiet allerede hårdt presset, og antallet af polititjenestemænd i frit fald.
Vi vidste, at der lå store forandringer og reformer lige om hjørnet, og at økonomisering havde taget overhånd.
Ingen kunne dog helt forudse præcist, hvor voldsomt det ville blive. Eller hvor hårdt der skulle kæmpes.

Perioden fra 2013 til 2017 har været en af de hårdeste i dansk politis historie. Den har om noget været kulminationen af, at politiet, lige siden reformen i 2007, har været en fri legeplads for konsulenter. Forringelserne er for alvor slået igennem i denne periode, fordi politiet ikke længere har kunnet skjule, at hver konsulent-rapport har begrænset, indskrænket og fjernet fagligheden bid for bid. Helt grelt har vi måttet gennem tre-fire rapporter, og omorganiseringer i nogle tilfælde, for til sidst at vende tilbage til udgangspunktet.
Eksempelvis med de selvbærende beredskaber, som først blev god latin sidste år. Til trods for, at Politiforbundet i alle årene har krævet, at beredskaberne netop skal være selvbærende, hvis politiet skal hænge sammen. Men konsulenterne bestemte.

Forandringerne er væltet ind over politiet. Politifolk er kommet stadig længere væk fra borgerne. Trækket på den enkelte politiansatte er i dag så voldsomt, at flere og flere taler om at søge væk. Balancen mellem familieliv og arbejde er tippet helt uholdbart over.
Elastikken er så tæt på at knække som aldrig før.

Alligevel skulle der et terroranslag og en flygtningestrøm til, før politikere og arbejdsgiver vågnede op og erkendte, at politiet ikke længere kan hænge sammen med så få timer og ressourcer.
Først da bunden faldt ud i form af 1.200 årsværk til bevogtning og grænsekontrol, kunne det ikke skjules længere.
Alt det, Politiforbundet havde advaret om, fik vi pludselig ret i med tilbagevirkende kraft. Men for sent.

I dag ved alle, at politiet er udfordret, og der er politisk velvilje til at lægge en langsigtet plan for nettotilgang af polititjenestemænd.

De kommende fire år skal derfor handle om at holde politikere og arbejdsgiver fast på, at den udvikling fastholdes. At politiets faglighed og nærvær igen kommer i højsædet. At konsulenthusene sparkes så langt væk, at de ikke kan skade beredskab, efterforskning, tillid og faglighed yderligere.
Det tager mange år.

Men årene 2015-2016 skal være parenteser i politiets historie. 
De skal være den berømte bund, hvor tvangsudbetaling af afspadsering, skilsmisser og sygemeldinger skyggede for alt det gode og vigtige.

Vi kræver, at politiet igen bliver en af landets bedste arbejdspladser, fyldt med dygtige og engagerede ansatte, som politifolkene også selv kan være stolte af.
Derfor er det også afgørende med et stærkt forbund og et stærkt fagligt fællesskab, hvis vi skal nå i mål og holde fast.

Politikere glemmer hurtigt. Finansministeriet udstikker snævre rammer og krav. New Public Management ætser stadig respektløst på hele det offentlige fundament af varme hænder og velfærd. Vi vil fortsætte vores kamp, hvor vi alle-rede i Politiforbundet har fået sat målstyring og konsulentvælde på dagsordenen i hele landet.

Det er i den ånd og med den kamp for øje, at vi vælger at genopstille som formandskab til fire år mere, som dem der skal tale politifolkenes sag.
Det er med løftet om, at vi vil bide os fast, tage ansvar og kæmpe for alle vores medlemmer. 

Vi er stolte af og taknemmelige for at repræsentere så dygtige faggrupper.
Vi har brug for hinanden. Vi har brug for fællesskab.
Vi vil gøre vores bedste.