Effektiviseringskurven er kendt på alle offentlige arbejdspladser

Der er en kurve for de såkaldt ”varme hænder”. Den går nedad, og har været nedadgående længe. Og så er der en kurve for jurister, økonomer, magistre, og konsulenter. Den har været stigende de seneste år. De kurver beskriver sådan set begge ”effektivisering” og er begge udviklingen i de seneste ti år i den offentlige sektor.
  7/12/2017

Af Claus Oxfeldt Forbundsformand for Politiforbundet 

Debatindlæg bragt på Altinget.dk den 7. december 2017

For politiets vedkommende betyder det eksempelvis, at lønudgifterne til politifolk er faldet med 134 millioner kroner siden 2013, mens de er steget med 258 millioner kroner for gruppen af jurister, økonomer og magistre i samme periode. Det kan man læse af politiets lønoverblik. På trods af, at de samlede lønudgifter til politifolk er faldet, så er udgifterne til løn i hele myndigheden faktisk steget med over 400 millioner kroner.

Vildfarelse driver udviklingen
Jeg tager ikke stilling til, hvorvidt udgifterne til andre faggrupper end politiet er rigtige eller forkerte. Jeg konstaterer blot, at forandringerne er sket ved at spare på lønudgifter til den egentlige faggruppe, altså polititjenestemænd, til fordel for andre. I stedet for at investere i begge dele. Det er sådan set hele billedet på ”effektiviseringen” i den offentlige sektor og på den vildfarelse, som har drevet udviklingen i flere år. Vi sukker efter polititimer.

Politikerne står i dag, helt enigt, og efterlyser akut polititimer. Det sker, efter at udviklingen fik lov til at løbe løbsk i alt for mange år den anden vej. Ligesom på sygehuse, i kommuner, i Skat, på skoler og i fængsler.

Effektiviseringerne blev ført næsten religiøst ud i livet, trods blinkende advarselslamper og organisationer som Politiforbundet, der advarede forgæves igen og igen. Endda mod borgernes vilje og ønske. Der var bare andre dagsordener i toppen af embedsværket - stærkt hjulpet af konsulenthuse.

Lang vej tilbage
Nu er genopretningen så startet igen. Der er politisk velvilje og en forståelse af, at det er antallet af politifolk, der skal hæves markant. De politifolk, som faktisk møder borgerne. Som efterforsker, rykker ud, passer på, og som forebygger. At det er fagligheden, de politifolk, der kommer, når der kaldes, og deres professionalisme, som er nødvendig. Derfor udvider vi omsider politistyrken igen. Men vejen tilbage bliver lang.

Politiet står foran en længere timemæssig genopretning. Det tager tid at uddanne de mange politifolk, som mangler i regnskabet. Men vi er gået i gang, og vi skal nok nå i mål. Men kun hvis udviklingen med stort optag på Politiskolen fortsætter.

Før effektiviseringsbølgen stod vi i Danmark med verdens måske bedste enhedspoliti – og en tillid til samme politi, som gjorde alle andre lande misundelige. Tilliden havde en præventiv effekt i sig selv. Der var også en indbygget tillid til, at man kunne regne med, at politiet kom, når man kaldte.

Vi skal kæmpe for at nå fornuftigt i mål
2017 har sådan set handlet om at bjærge enhedspolitiet i en krisetid. Blandt andet ved at sikre, at politisk skabte løsninger som politikadetter blev forankret i enhedspolitiet og samtidig er en indgang til den egentlige politiuddannelse.

Det er vigtigt, at vi i Danmark har et politi, som vi kan stole på. Derfor har Politiforbundet også arbejdet hårdt for at undgå lappeløsninger og begrænse opgaveglidningen. Også selv om politiet er presset i bund.

Den kamp vil fortsætte i 2018. Vi skal udvikle, modernisere og samtidig genskabe tilliden til politiet. Men vi skal gøre det uden brandudsalg af retssikkerhed, tryghed og faglighed til private udbydere. Hellere tage det lange seje træk – og nå fornuftigt i mål.