Forbundet: Politifolk har krav på formøde-lokale

Østjyllands Politi - politigården i Aarhus. Her kommer medlemmernes eventuelle formøder med deres forsvarsadvokater, inden de skal til afhøringen i DUP'en, fremover til at finde sted.
Efter massivt pres fra Politiforbundet stiller Østjyllands Politi nu formøde-lokale til rådighed for indklagede politifolk.
  16/2/2017

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) meldte kort før årsskiftet ud, at man ikke længere kunne stille lokale til formøder til rådighed. Helt uacceptabelt, var Politiforbundets respons, for polititjenestemænd skal ikke stilles retsmæssigt ringere end andre, der skal til afhøring i en sag.

I landets retsbygninger er der altid lokalemæssig mulighed for at afholde et formøde med sin forsvarer, det samme gælder inden for Forsvarets auditørordning, og ønsker en forsvarer at holde møde med en klient, der er i politiets varetægt, stiller politiet også altid et lokale til rådighed.

Politiforbundet ville derfor ikke godtage, at DUP ikke længere syntes, at de havde plads eller mulighed for at finde et ledigt lokale i deres kontorbygningen i Aarhus.

Efter et massivt pres fra Politiforbundets side er løsningen nu blevet, at Østjyllands Politi fremover lægger lokale til formøderne mellem forbundets medlemmer og forsvarerne.