Politiforbundet: Ny skole skal stå klar næste år

Vi skal have en politiskole på plads i Vestdanmark, som lever op til kravene. Når adskillige kommuner har budt ind, så kan det vel ikke være så svært, mener Politiforbundet.
Politiforbundet opfordrer politikere og ansvarlige i toppen af embedsværket til at tage sig sammen, og sikre en forsvarlig og værdig løsning for de kommende politielever. - Det er ved at blive pinligt, og en historie alle efterhånden er trætte af. Vi gider ikke flere skeletter, som vælter ud af skabene, vi gider ikke mere politisk fnidder, vi er blevet lovet en politiskole i Vestdanmark i 2018, det har vi krav på, fastslår forbundsformand Claus Oxfeldt.
  2/2/2017

I Politiforbundet forstår forbundsformand Claus Oxfeldt godt, hvis borgerne og politikerne er godt trætte af at høre om den kommende politiskole i Vestdanmark.

-          Jeg er også træt af en historie, som burde være løst fornuftigt for længst. Det burde være relativt simpelt. Men på en eller anden måde er det blevet til en pinlig og langtrukken sag, fyldt med politisk drilleri og skeletter, som vælter ud ad skabene. Senest med en lokalplan i Vejle, som ikke giver mulighed at indrette Politiskolen. I går ændrede borgmesteren tilmed pludselig holdning og sagde, at skolen først kan stå klar i 2020. Og sådan bliver det hele tiden ved, fortæller forbundsformand Claus Oxfeldt.

Han opfordrer politikere og rigspolitiet til at få styr skolen og sikre ordentlige rammer.

-          Ikke mere komiske Ali, ikke flere alternative fakta, ikke flere brugtvognsforhandler-metoder. Det er ikke en sag, der har gavnet politiet. Den virker ikke specielt professionelt grebet an. Nu skal vi videre. Væk fra det dilettantiske. Nu synes jeg i stedet, at ansvarlige skal tage sig sammen og sikre en værdig og professionel løsning, så også kommende politielever og borgere, kan se fornuften med det hele, fortsætter formanden.

Skolen skal stå klar

For Politiforbundet er det afgørende, at skolen står klar til brug og er forsvarlig og lever op til kravene fra 2018. Der bør i hvert fald være en midlertidig løsning.

-          Det var det, vi blev lovet af et bredt flertal i efteråret 2015. Det har vi krav på. Nu skriver vi 2017. Politikerne har spildt mere end et år. Lad os komme videre. Vi skal have en politiskole på plads i Vestdanmark, som lever op til kravene. Når adskillige kommuner har budt ind, så kan det vel ikke være så svært, fastslår Claus Oxfeldt.

Bekymrende oplysninger

Politiforbundet henviser i øvrigt til et forløb, som ifølge formanden er uskønt og at en række oplysninger er kommet frem efter beslutningen om Vejle, som virker bekymrende. Blandt andet at:

  • Politiskolen skal indrettes i lokaler, som tidligere er fundet uegnet til Regions Syds sygeplejeuddannelse. Sygeplejerskolen gennemførte dengang undervisningsmiljøvurderinger, som viste at temperatur, larm og støj og indeklima var et problem for mange. 25 procent af de studerende gav udtryk for, at de var utilfredse eller meget utilfredse med indeklimaet. 33 procent gav udtryk for, at de oplevede problemer med temperaturer, ventilation og udluftning hver dag eller næsten hver dag.
    Politiforbundet har videregivet disse oplysninger til Rigspolitiet med henblik på en nærmere undersøgelse af disse forhold, og inddragelse i den konkrete planlægning.

  • At Bygningsstyrelsen, som er de egentlige eksperter, tidligt i forløbet har fastslået, at det vil tage 40 måneder med renovering før Politiskolen i Vejle kan tages i brug. Den oplysning blev dog først kendt i offentligheden i går og efter at beslutningen var taget. Men den var allerede kendt inden.

  • At bygningen/renoveringen risikerer at blive så dyr, at det vil belaste politiets budgetter langt ud over, hvad politikerne tror der er påkrævet.

  • At placeringen klods op ad en motorvej betyder arbejdsmiljømæssige belastninger for skolens elever.

  • At skolen skal kunne fungere effektivt og ikke være en lappeløsning.