Kommentar: Behandl folk ordentligt og ikke ringere, end I gerne selv vil behandles

De seneste mange justitsministre har alle udtrykt glæde og taknemmelighed over for politiet, og særligt for den store faglighed og menneskelighed. Men ingen af dem har stoppet det vanvid og helt utilstedelige i at smide folk på porten, fordi de har fået psykiske og fysiske ar, efter at have hjulpet andre.
Alle undersøgelser viser, at politifolk søger arbejdet for at gøre en forskel. For at hjælpe. Det er deres benzin. Men det er desværre, som om balancen er tippet. Som om, at spændingen, hjælperollen og fællesskabet ikke længere kan opveje bagsiderne. Som om, at arbejdsgiveren og samfundet måske ikke passer helt så godt på de mennesker, der er bag uniformen.
  30/6/2017

Kommentar af Claus Oxfeldt, forbundsformand


Politifolk er mennesker. Ikke robotter. Ikke numre.
Derfor er det også forstemmende at høre,  hvordan de faglige eksperter her i Politiforbundet taler om en stigning i tilfælde af politifolk med psykiske lidelser som følge af arbejdet.

Og tilsyneladende i alle aldersgrupper.

Det vidner om, at politiarbejdet betyder et større mentalt pres end tidligere.
At konsekvenserne af at trække i uniformen og komme, når der kaldes, er blevet voldsommere.

Måske fordi, der er et pres på politifolk i dag, som ikke er set før.

En del er allerede kendt. Det er forråelsen. Flere bander, hårdere miljøer, lukkede samfund, flere våben og ulmende konflikter.
I dag går politifolk med skudsikre veste.
Andre dele er knapt så kendte, eller måske ligefrem oversete.

Det er blandt andet det faktum, at flere års besparelser og effektiviseringer i andre dele af den offentlige sektor har skubbet ekstra arbejdsopgaver over på politiet.
Eksempelvis alle mennesker, der falder udenfor, som ikke kan rummes af andre systemer, eller som glemmes. De lander alle sammen hos politiet, fordi politiet er eneste tilbageværende mulighed. Politiet skal rykke ud, uanset om der er sparet ned til sokkeholderne, og kun én patrulje på gaden.

Vi er blevet en ”social skraldespand”. Vi er blevet behandlere uden at kunne behandle.
Se bare på eksplosionen af sager, der falder under kategorien psykisk syge.  

Dertil kommer alt det andet, som følger med politirollen. Det er det direkte udsyn til hustruvold, vanrøgt, vold, overgreb, død og sorg. Ansigt til ansigt med forældrene til børn, der er døde i trafikken. Meget andet.
Presset er enormt. Og det stiger. For kompleksiteten og antallet af opgaver i løbet af en dag stiger også.

Heldigvis er der muligheden for at gøre en forskel, for at hjælpe, skabe tryghed og for et fantastisk kollegialt fællesskab. Kollegialiteten og fællesskabet kompenserer for mange mangler.

Alle undersøgelser viser, at politifolk søger arbejdet for at gøre en forskel. For at hjælpe. Det er deres benzin. Men det er desværre, som om balancen er tippet.
Som om, at spændingen, hjælperollen og fællesskabet ikke længere kan opveje bagsiderne.
Som om, at arbejdsgiveren og samfundet måske ikke passer helt så godt på de mennesker, der er bag uniformen.

Borgerne elsker dem ellers, har tillid til dem, er taknemmelige for dem, og det samme er alle politikere. Men af en eller anden grund skal politifolk alligevel sættes under urimelige pres på en række områder, samtidig med at de skal løse stadig mere krævende og opslidende opgaver. Eksempelvis kravet om at politifolk skal være beredskabsparate. Ellers er det ud.

Hvad bilder et system sig ind, når det takker mennesker på den måde for god indsats med en høj fysisk og psykisk pris?

De seneste mange justitsministre har alle udtrykt glæde og taknemmelighed over for politiet, og særligt for den store faglighed og menneskelighed. Men ingen af dem har stoppet det vanvid og helt utilstedelige i at smide folk på porten, fordi de har fået psykiske og fysiske ar, efter at have hjulpet andre.

Dernæst er der hele junglen af regler og træg sagsbehandling, som politifolk skal trækkes igennem, når ulykken er ude. Når kroppen siger fra. Når der er ar på sjælen.
Det bliver stadig mere kompliceret og bureaukratisk, og dermed også umenneskeligt.

I Politiforbundet gør vi alt for at hjælpe. Vi kæmper hårdt og stiller den faglige ekspertise og bedste hjælp til rådighed. Vi spænder sikkerhedsnet ud, hjælper med arbejdsskadesager, erstatning, advokatbistand, pension med mere. Vi lobbyer hårdt for at oplyse politikere og samfundet om politiets vilkår.
Men vi kan ikke gøre noget ved det langdrag, som systemet sender politifolkene igennem. Vi kan kun opfordre til det. Vi kan opfordre systemet til at tage hånd om de ansatte, og ikke bare sætte dem under pres.
Det er ganske simpelt: Behandl folk ordentligt og ikke ringere, end I gerne selv vil behandles.

Gør det, uanset om I sidder i Moderniseringsstyrelsen, Justitsministeriet, Den Uafhængige Politiklagemyndighed eller en koncernledelse.
Vi skal først og fremmest behandle hinanden ordentlig og hensynsfuldt.

Det er simpel lærdom. Men af en eller anden grund er det glemt alt for mange steder.
Måske fordi systemet er begyndt at fodre sig selv med regler og krav i stedet for at kigge på mennesket. Måske fordi, at ansvarlige kun tror, at de kan være ansvarlige ved at være på samme måde, og langt væk fra menneskeligheden.
Min advarsel skal lyde, at I er ved at knække alt for mange gode politiansatte på den måde.

Politiforbundet og jeg vil gøre alt for, at det ikke sker.
Politiet skal være en menneskelig arbejdsplads. Måske mere end nogensinde med de krav og opgaver, som i dag bydes politifolk.