Leder: Mens vi venter på…

Forbundsformand Claus Oxfeldt: - Vi er mere værd på alle parametre! Og vi er også en bedre behandling værd, end den Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen har givet os.
OK18 er blevet en kamp om den danske model, omkring respekten og fremtiden for de offentligt ansatte. Et dårligt resultat koster dyrt. Det vil skade den rekruttering i politiet, vi allerede har svært ved. Den vil være et signal om at tænke sig om en ekstra gang, inden man tager en af samfundets vigtigste, mest krævende og nødvendige opgaver på sig. Sådan skriver Claus Oxfeldt i sin leder i DANSK POLITI.
  13/4/2018

Denne leder er skrevet i det underlige tomrum, hvor alles blik for anden uge i træk er rettet stift mod Forligsinstitutionen.
Forligsinstitutionen er p.t. orkanens øje, og udenfor blæser vindene time for time i alle retninger – og det virker desværre som om, at det kan gå alle veje.
Kommer der et forligsudkast? Kommer der et sammenbrud? Skal vi gennem dagevis af konflikt? Skal Danmark lukke ned? Vil regeringen gribe ind?

På den måde har starten på 2018 så vidt været en hån mod 800.000 offentligt ansatte.
Det er nemlig helt utilstedeligt, at vi på et ansvarligt fundament af rimelige krav og forventninger skal trækkes rundt i manegen langt ind i april måned.
Der burde have været en aftale og en fremstrakt og taknemmelig hånd fra arbejdsgiveren allerede i starten af året.

Nu er der i stedet fortsat uvished, udsigt til konflikt, følelsen af lockout-straffeaktion og en bundlinje af respektløshed over for de tusinder af mennesker, som bærer velfærdsstaten, og som med stor faglighed og ildsjæl passer på os alle sammen.
Den danske model betyder ikke retten til at krejle med offentligt ansattes værd – det er ikke et kræmmermarked.
Men det er sådan, Moderniseringsstyrelsen, minister Sophie Løhde og KL’s Michael Ziegler er gået til forhandlingerne.
Derfor blev det til et sammenbrud. Derfor er OK18 i skrivende stund måske strandet hos forligskvinden.

Uanset resultatet bliver det en hård øvelse at klinke skårene bagefter.
Der vil være dybe sår og ar – ikke mindst på den del af sjælen, som handler om anerkendelse og respekt for fagligheden.
Mest ondt har det gjort, at kravet om reelle lønstigninger er blevet mødt med en fræk – og tangerende det provokerende – melding om, at vi faktisk skylder penge fra tidligere overenskomster.
Hvad for noget!?!?

De offentligt ansatte har indgået tre overenskomster i finanskrisens skær og efterskær, som har været dybt ansvarlige og skrabede for at vise, at vi netop tager hensyn til samfundet, fremtiden og udviklingen. Overenskomster UDEN reelle lønstigninger.
I mellemtiden er kravene, forventningerne til vores kompetencer og den bærende rolle, vi udfører, vokset eksplosivt. Vi skal være dygtigere og kunne mere og løse flere opgaver.

Derfor er reelle, forsvarlige lønstigninger, som flugter med samfundsøkonomien et særdeles rimeligt og retfærdigt krav.
Et rimeligt krav, som bliver mødt af en gang talmagi, der bliver til et skyldnerbevis.
Det kan bedst beskrives som et slag i mellemgulvet, der ikke er vores samfund værdigt.

Vi er mere værd på alle parametre!
OG vi er også en bedre behandling værd, end den Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen har givet os.

For politifolk er det utilstedeligt. Vi tager så meget mere på os, under stadig sværere vilkår, under stadig større pres, under stadig større krav. Vi har borgernes tillid og borgerne i ryggen. Vi er professionelle, dygtige og nærværende. Og vi har gennemlevet tre år, hvor kun faglig stolthed, store afsavn og respekt for borgerne har sikret tryghed og tillid.
Hvorfor skal vi straffes så respektløst?

OK18 er derfor blevet en kamp om den danske model, omkring respekten og fremtiden for de offentligt ansatte.
Et dårligt resultat koster dyrt. Det vil skade den rekruttering i politiet, vi allerede har svært ved. Den vil være et signal om at tænke sig om en ekstra gang, inden man tager en af samfundets vigtigste, mest krævende og nødvendige opgaver på sig.

Det gode ved OK18 er heldigvis, at vi har fået vist, at de offentligt ansatte kan stå sammen på tværs af faggrupper. At vi kan trække en streg i sandet. Og at borgerne står bag os og bakker os op. Vi har stået SKULDER-VED-SKULDER.
Jeg synes, det er så flot at se og mærke, at vi på tværs af faggrupper alle deltager i aktioner – som en klar afvisning af Løhdes og Zieglers opførsel. Jeg er stolt af de politifolk, som har været med og spredt budskabet privat, på sociale medier og ved aktioner.

Vi er klar til fortsat kamp. Politikadetter, ATK’ere, fingeraftryks-specialister og køreprøvesagkyndige er klar til at strejke, og de har alle de øvrige tjenestemænds opbakning og taknemmelighed i ryggen.
Vi står sammen, og vi holder fast.

Det er den danske model og hele den offentlige sektor, som er i spil.
Det sammenhold burde være nok til, at arbejdsgiveren forstår, at vores krav er rimelige. At de forstår hele pointen: VI ER MERE VÆRD! 

Facebook

Facebook

Twitter

Twitter

Instagram

Instagram