LO og FTF siger ja til fusion

Det er nu en kendsgerning, at LO og FTF går sammen i en ny fælles hovedorganisation.
  13/4/2018

Det er nu blevet besluttet på de to hovedorganisationers ekstraordinære kongresser i Odense.

Forbundsformand Claus Oxfeldt er meget tilfreds med resultatet.

- Jeg glæder mig over, at det nu er vedtaget at danne en ny fælles hovedorganisation med LO og FTF. Det bliver en hovedorganisation med mere indflydelse og en stærkere stemme med 1,5 millioner medlemmer, siger Claus Oxfeldt.

FTF og LO har begge afholdt ekstraordinære kongresser fredag den 13. april for netop at stemme om, hvorvidt, der skulle dannes en ny fælles hovedorganisation. Der skulle totredjedeles flertal til for at det kunne blive en realitet.

- En fusion af LO og FTF er både en nødvendig fremtidssikring og en stor styrkelse af muligheden for at få indflydelse og blive hørt. Jeg tror, det vil være en styrkelse for Politiforbundet og vores medlemmer at være med i et endnu større fællesskab. Hele OK18-forløbet har også vist, at vi er stærkest, når vi står sammen, udtaler Claus Oxfeldt.

Senere samme dag blev der afholdt en stiftende kongres for den ny fælles hovedorganisation. Her blev det blandt andet vedtaget, at Politiforbundets forbundsformand får en plads i det ny betydningsfulde forretningsudvalg. Den ny formand bliver Lizette Risgaard formand for LO, og næstformand bliver Bente Sorgenfrey formand for FTF. Forretningsudvalget kommer til at bestå af 26 medlemmer.

Politiforbundet hører i dag under FTF, men vil fra 1. januar 2019 være en del af den ny fælles hovedorganisation, som samlet vil have ca. 1,5 millioner medlemmer.

Fakta

LO: I dag har LO omkring 1 million medlemmer og er Danmarks største hovedorganisation. Det er en paraplyorganisation for 18 fagforbund, hvoraf 3F, HK, FOA og Dansk Metal er de største. Håndværkere, industriarbejdere og butiksansatte er blandt de største grupper.

FTF: I dag har FTF omkring 450.000 medlemmer. FTF er fællesforbund for 75 mindre medlemsorganisationer. Størstedelen er offentligt ansatte. De største forbund er Danmarks Lærerforening, Bupl, Dansk Sygeplejeråd.

Facebook

Facebook

Twitter

Twitter

Instagram

Instagram