OK18 sammenbrud – hvad nu?

Forhandlingerne om en ny overenskomst på statens område brød sammen fredag den 23. februar efter de statsansattes forhandler i CFU og Moderniseringsstyrelsen havde forhandlet intenst i seks døgn.
  26/2/2018

Sammenbruddet blev en realitet, da CFU kun vil acceptere en reallønsfremgang for de offentligt ansatte i staten, herunder Politiforbundets medlemmer.

- Lønstigninger er nødvendige investeringer i fremtiden. De skaber værdi for samfundet. De sikrer et stærkt fundament. For mig at se har Sofie Løhde og Moderniseringsstyrelsen ikke forstået den værdi. Det er respektløst ikke at ville give politifolk en reallønsstigning, siger forbundsformand Claus Oxfeldt.

Knasterne i forhandlingerne mellem arbejdsgiverne og de statsansatte lønmodtagere er fortsat lønnen, den betalte frokostpause og lærernes arbejdstidsbestemmelser. Det er nemlig et krav fra de statsansatte, at lærerne får forhandlet en arbejdstidsaftale i stedet for den lov, der blev indført efter lærer-lockouten i 2013.

Konfliktvarsel

Onsdag den 28. februar er der deadline for en aftale på det statslige område, og med fredagens sammenbrud er en konflikt rykket tættere på. En konflikt vil tidligst kunne træde i kraft fra den 1. april. Politiforbundet har indkaldt til ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde tirsdag den 27. februar for at forberede sig på situationen og følger udviklingen tæt, ligeledes er der hyppige møder i CO10’s bestyrelse.

Alle fagforeninger under CFU skal udtage medarbejdere til konflikt. Politiforbundet organiserer primært tjenestemænd, som ikke må strejke, men forbundet organiserer også overenskomstansatte, som gerne må udtages til konflikt.

Når varslingen om konflikt er sendt til Moderniseringsstyrelsen, vil de af Politiforbundets medlemmer, som er involveret i konflikten, få direkte besked om, hvordan de skal forholde sig, og hvad det får af andre konsekvenser.

Vi er mere værd

Politiforbundet har startet kampagnen ”#Vi er mere værd”, for at sætte fokus på de uoverensstemmelser, der er omkring lønnen. Du kan hjælpe med at sprede budskabet og lægge pres på ved at dele, ”synes godt om” eller kommentere kampagneopslagene på Politiforbundets Facebookside, på Twitter eller på Instagram.

Facebook

Facebook

Twitter

Twitter

Instagram

Instagram