Tak for et godt folkemøde

Masser af debatlyst og en vellykket politiaktion.
  21/6/2018

Der var gang i debatterne under årets folkemøde på Bornholm. Politiforbundet fik blandt andet sat fokus på, om dansk politi er kommet for langt væk fra borgerne – med justitsminister Søren Pape Poulsen i panelet. I en anden debat blev der diskuteret, hvad der kan gøres for at dæmme op for, at det i stigende grad er blevet farligt at gå på arbejde for politifolk, fængselsbetjente, sosu-assistenter og socialpædagoger med flere, da de oftere udsættes for vold og trusler om vold.  

Med mere end 100.000 deltagere på de fire dage, folkemødet varer, omfatter det også en stor politiaktion med politifolk fra hele landet. To af Politiforbundets forbundssekretærer deltog sammen med kollegerne i aktionen for at være tæt på, så de hurtigt kunne hjælpe med at løse eventuelle akutopståede udfordringer.

På mange måder var det et succesfuldt folkemøde, hvor Politiforbundet fik skabt synlighed og bragt vigtige politifaglige udfordringer på dagsordenen over for politikere og beslutningstagere.


Politiforbundets debat ”Er dansk politi kommet for langt væk fra borgerne” med forbundsformand Claus Oxfeldt, justitsminister Søren Pape Poulsen og borgmester fra Albertslund, Steen Christiansen, blev gentaget og vist live i programmet News & Co, da TV2 News også syntes, at emnet var interessant og relevant. Justitsminister Søren Pape Poulsen meldte ud i debatten, at det borgernære politi skal i højsædet igen, nu hvor politistyrken udvides, og kredsene har fået deres folk hjem fra grænse og terrorbevogtning. Forbundsformand Claus Oxfeldt mener, at dansk politi er kommet for langt væk fra borgerne og hilser justitsministerens forslag velkommen: - Det er helt afgørende for et velfungerende demokrati og politi, at vi har borgernes tillid, og det har vi kun, hvis vi er i øjenhøjde med dem og tilgængelig, sagde Claus Oxfeldt. 

 


En vellykket og veltilrettelagt politiaktion. Sådan er konklusionen fra Politiforbundets to forbundssekretærer, Poul-Erik Olsen og Flemming Olsen, der har fulgt den tæt. Alle politifolk var indkvarteret på et krydstogtskib i Rønne Havn. Meldingen var, at forholdene var gode og i orden. Her besøger Bornholms Politiforenings formand Michael Per Mortensen og forbundsformand Claus Oxfeldt kollegerne på skibet.   

 


I debatten ”Når det er farligt at gå på arbejde” fortalte politiassistent og fællestillidsmand fra beredskabet i Aalborg, Michael Palmgren Madsen, om en politihverdag, hvor man i stigende grad rykker ud til episoder med psykisk syge personer. - De fylder meget i vores arbejde. Jeg synes, at vi er ret godt uddannet til at håndtere de scenarier, vi nu udsættes for som politifolk, men de psykiske syge er meget svære at aflæse, og vi har oplevet nogle rystende episoder i Nordjyllands Politi, hvor politifolk var tæt på at blive slået ihjel, fortalte han. Debatten var arrangeret sammen med FOA, Fængselsforbundet og Socialpædagogerne, der alle har medlemmer, som er berørt af problematikken. Der var enighed om, at man nu har taget det første skridt til et bredere og dybere samarbejde for at sikre et bedre psykisk arbejdsmiljø. 

 


Citronmåne og gode snakke. Politiforbundet invitererede indenfor til åbent hus på folkemødet. Flere lagde vejen forbi, blandt andre rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Facebook

Facebook

Twitter

Twitter

Instagram

Instagram