Det er uacceptabelt, at offentligt ansatte i stigende grad bliver udsat for vold

Det er ikke nok med sympati, anbefalinger og hensigtserklæringer. Det voldsforebyggende arbejde skal systematiseres og prioriteres i langt højere grad.
  31/5/2018

Fælles debatindlæg for forbundsformænd Claus Oxfeldt, Politiforbundet, Kim Østerbye, Fængselsforbundet, Benny Andersen, Socialpædagogerne, Mona Striib, FOA.
Bragt i Politiken 31. maj 2018.

Hvem husker ikke overskrifterne i medierne:

’Betjent ramt af skud, nu er han død’.

’Ansat på socialpsykiatrisk bosted stukket ihjel af en patient’.

’Fem bostedsdrab på fire år’.

Bag disse overskrifter gemmer sig fortællinger fra arbejdspladser, hvor offentligt ansatte har betalt den højeste pris for at passe deres arbejde. Nemlig deres liv.

Og fortællingerne fortsætter desværre. Fængselsbetjente bliver dagligt overfaldet i fængslerne. Det er fuldstændig uacceptabelt. Faktum er, at offentligt ansatte i stigende grad bliver udsat for vold og trusler. Overfald mod politibetjenten, social-og sundhedsassistenten, socialpædagogen, fængselsbetjenten, socialrådgiveren er et samfundsmæssigt problem, der skal løses. Vi har ikke råd til at lade være. Omkostningerne for det enkelte menneske, som udsættes for vold, for pårørende, for arbejdspladsen, for det menneske, der udøver volden, og for samfundet er alt for høje.

Statistikkerne viser med al tydelighed, at arbejdsmiljøet for socialpædagoger, social- og sundhedsansatte, politifolk og fængselsbetjente er udfordret.

Antallet af politianmeldelser af vold mod offentligt ansatte er steget med 42 procent på 6 år. Det kan der være mange årsager til, men det skal tages alvorligt. Og hverken socialrådgivere, lærere, sygeplejersker, billetkontrollører eller parkeringsvagter går ram forbi. Vi opfordrer på det kraftigste til, at politikerne tager ansvar for sikkerheden for de mennesker, som arbejder i velfærdsstatens første geled.

At I passer på dem, som er ansat til at passe på samfundet.

Det burde være indlysende, at beslutningstagerne prioriterer de ansattes sikkerhed, men sådan er det ikke nødvendigvis. Det virker, som om politikerne taber interessen for dette område, lige så hurtigt som det sidste overfald forsvinder ud af mediebilledet. Der er brug for vedvarende politisk fokus, hvis der for alvor skal ske noget. Tag for eksempel psykiatrien.

Ja, der er sket nogle forbedringer over de seneste år med oprettelse af flere psykiatriske sengepladser, og der er kommet øget fokus på sikkerheden på de psykiatriske bosteder.

Socialstyrelsen har også udarbejdet retningslinjer om forebyggelse af vold på botilbud og forsorgshjem, ligesom der er afsat ressourcer til implementering af retningslinjerne – som vel at mærke alene er anbefalinger og ikke forpligtende for arbejdspladserne. Det løser derfor ikke alle udfordringerne.

Samfundets svageste bliver stadig ladt i stikken. Det mærkes i høj grad hos politiet, der i voldsomt stigende grad må rykke ud til mennesker med sindslidelser, der er til fare for sig selv eller andre. Fordi der ikke er ressourcer til, at borgerne får den rette sundhedsbehandling og socialfaglige støtte, som kan give dem den rette hjælp. Og dermed at forebygge, at der sker vold mod offentligt ansatte.

Konsekvensen af svigtet af udsatte mennesker ser vi også i fængslerne, hvor mange med sindslidelser havner. En ny undersøgelse viser, at indsatte med psykiske lidelser står bag 40 procent af alle overfald i fængslerne.

Det kan vi som samfund ikke være bekendt. Hverken over for de udsatte mennesker eller over for de offentligt ansatte, der risikerer at blive truet eller overfaldet, blot fordi de passer deres arbejde.

Det er både politikernes og arbejdsgiverens ansvar at passe på de offentligt ansatte, som befinder sig der, hvor det kan være risikofyldt at gå på arbejde.

Det er ikke nok med sympati, anbefalinger og hensigtserklæringer. Det voldsforebyggende arbejde skal systematiseres og prioriteres i langt højere grad. Konkret mener vi, at der er brug for øget fokus på voldsforebyggelse på tværs af brancher, bedre sammenhæng mellem opgaver og ressourcer, tid til uddannelse, faglig sparring og rådgivningshjælp til arbejdspladserne.

Endelig er der brug for en ny bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø, herunder vold.

Som det er i dag, er der ingen lovgivning, der tydeliggør, hvilke krav arbejdsgiverne skal leve op til i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. Det står i skærende kontrast til det fysiske arbejdsmiljø, hvor kravene er ganske specifikke og detaljerede.

Det må laves om.

Større lovgivningsmæssige krav til arbejdsgiverne vil være med til sikre en mere systematisk voldsforebyggelse og gøre reglerne nemmere at forstå for arbejdspladserne. Det er bydende nødvendigt, for vi kan ikke overlade det til tilfældigheder, hvordan den enkelte arbejdsplads prøver at forhindre, at deres ansatte bliver overfaldet eller truet. Det skal være et krav. I skrivende stund ved vi ikke, om beskæftigelsesministeren har dette forslag i ærmet som et led i det forestående arbejde om en ny national arbejdsmiljøindsats. Men det vil vi hilse velkommen.

Vold og trusler må nemlig aldrig blive et vilkår som offentligt ansat.

***

Debatten fortsætter på Folkemødet på Bornholm, hvor de fire forbundsformænd sætter fokus på emnet i et fælles debatarrangementet under overskriften: "Når det bliver farligt at gå på arbejde" fredag den 15. juni kl. 11.00-12.00 i Folkets Hus.

Se Politiforbundets program for Folkemødet her

 

Facebook

Facebook

Twitter

Twitter

Instagram

Instagram