Positivt med mere lokalt politi i nyt politiudspil

I et nyt udspil fra regeringen lægger justitsminister Søren Pape Poulsen op til et mere synligt og borgernært politi med 14 nye initiativer.
  8/10/2018

I løbet af 2019 skal der blandt andet være 150 nye politifolk ude i lokalområderne for at skabe mere tryghed og nærhed hos borgerne. I alt skal der være 400 lokale politifolk frem for de 250, der er der nu.

Derudover fremgår det, at der skal være mere fokus på borgerrådgivning, og at det lokale politi skal rykke ud med mobile politistationer i alle politikredse.

I Politiforbundet ser man positivt på regeringens udspil. At have et politi, der er i tæt dialog med befolkningen, er helt afgørende for at have et velfungerende politi, mener forbundsformand Claus Oxfeldt.

- Det er meget positivt, at man igen vil prioritere det borgernære. Det er vigtigt, at dansk politi er i øjenhøjde med befolkningen, og det er helt afgørende, at borgerne også har lyst til at hjælpe politiet. Så vi er generelt positive over for regeringens udspil. Vi skal nemlig lære at sige både-og. Altså at der både skal være centraliseringer og specialiseringer, og samtidig decentraliseringer og lokale indsatser. Så hvis udspillet betyder, at vi styrker begge dele og fortsat professionaliserer dansk politi, så lover det godt, udtaler Claus Oxfeldt. 

Nærpolitiet har været nedprioriteret gennem længere tid på grund af fokus på andre opgaver, men forbundsformanden ser fornuft i, at man nu korrigerer på tidligere centraliseringer.   

- Selvom jeg er positiv over for regeringens udspil, så skal rammerne selvfølgelig være i orden, og man skal huske også at lytte til politifagligheden, når man implementerer de nye tiltag. Men jeg synes overordnet, at der er en række gode takter at bygge videre på, siger Claus Oxfeldt.

Der er dog en bekymring om, hvordan udspillet skal finansieres, som Claus Oxfeldt fremhæver.

- Jeg kan selvfølgelig være lidt bekymret over, at finansieringen af timer i politiet skal ske ved at flytte politifolk væk fra færdselsområdet, hvilket også er et meget vigtigt forebyggende område i politiet. Jeg håber, at det ikke er en ren politisk prioritering, men afstemt ud fra faglige hensyn med politiets øverste ledelse. Det er sådan set også dem, der skal stå på mål for konsekvenserne, siger forbundsformanden.

Facebook

Facebook

Twitter

Twitter

Instagram

Instagram