Slet ikke færdig med politiet efter 50 år

Else Marie Schou Pedersen ved hendes kontorplads ved politiekspeditionen i Kolding.
I december kan kontorfuldmægtig Else Marie Schou Pedersen fejre 50 års jubilæum i politiet. Glæden ved arbejdet er så stor, at hun ikke er klar til at gå på pension lige foreløbigt.
  30/10/2018

Hun var 18 år gammel, da hun i 1968 kom i lære ved Middelfart Politi som assistent inden for kontorarbejde. I dag er Else Marie Schou Pedersen 68 år gammel og kan, som en af få, fejre, at hun har været ansat i dansk politi i et halvt århundrede.

Else er kontorfuldmægtig og tjenestemand og har igennem et langt arbejdsliv prøvet et hav af forskellige opgaver, afdelinger og sågar byer. Hun blev udlært i Middelfart, ansat i Kolding, forflyttet til Horsens, og nu er hun tilbage i Kolding, hvor hun håber, hun kan fortsætte med at arbejde et par år mere.

- Jeg er stolt over, at jeg snart kan fejre 50 år i politiet. Men det kan jeg, fordi jeg altid har nydt at gå på arbejde. Mit job har været spændende, og jeg har haft mange gode kolleger. Det er derfor også lidt trist, at det snart skal slutte, siger Else Marie Schou Pedersen.

Hun er ansat i politiekspeditionen i Kolding hos Sydøstjyllands Politi, hvor arbejdet blandt andet består i at tage imod borgerhenvendelser og forskellige kontoropgaver.

Udvikling er opskriften på 50 år samme sted
Else Marie Schou Pedersen forklarer, at opskriften på 50 år i samme virksomhed er, at der er variation, ny læring og videreuddannelse undervejs.

- Jeg har haft berøring med rigtig mange arbejdsopgaver og afdelinger igennem årene. Kørekort, bøder, journaler, politiekspedition og en hel del andet. Det har gjort, jeg altid har udviklet mig, og det er også derfor, jeg er blevet så længe, fortæller hun.

Hun har igennem et halvt århundrede opbygget en stor forståelse for politiets mangeartede opgaver, og hun oplever derfor, at der tit er brug for hendes ekspertise på kontoret både fra politifolk og andre administrativt ansatte. Hun er glad for, at hun kan bruge sine mange år i faget på at dele viden ud til sine kolleger.

Hvis hun selv skal fremhæve det mest interessante i sin karriere, så er det, at hun i en periode fik lov til at arbejde som kontorleder. Her fik hun ansvar for en hel afdeling i Kolding, og det var en stor og god oplevelse.


Foto: privat foto. Else Marie som helt ung.

Gode kolleger gennem alle årene
Det var ikke helt tilfældigt, at hun i sin tid søgte en læreplads i politiet. Hendes ældste storesøster var kontoransat i Odense Politi og var glad for det. Det var et job, unge Else godt kunne se sig selv i, og hendes familie var enig i, at det var en god ide at gøre som søsteren og få en tjenestemandsansættelse i politiet.

Efter hun var færdigudlært, startede hun i Kolding Politi og har siden været en del af Sydøstjyllands Politi. Næsten 50 år i samme politikreds har betydet mange forskellige kolleger gennem årene. De bliver fremhævet som en vigtig del af hendes arbejdsliv, og særligt mindes hun ”de gode gamle dage” i Kolding Politi.

- Sammenholdet og arbejdspladsen i det gamle Kolding Politi var helt fantastisk, og det var en af de rigtig gode perioder i mit arbejdsliv, fortæller Else Marie Schou Pedersen.

Lyst til to år mere i politiet
Elses kontrakt ved politiekspeditionen udløber i år men på trods af, at hun formelt set er nået pensionsalderen, har hun ikke lyst til at forlade politiet endnu. Derfor har hun søgt om at få sin kontrakt forlænget med 2,5 år. Svaret kommer i slutningen af november.

- Jeg er stadig fit for fight, og mit helbred har været med mig i alle årene. Så hvis det er op til mig, bliver jeg gerne et par år endnu, før jeg går på pension, siger hun.

På selve dagen bliver alle hendes kolleger inviteret til et stort morgenbord for at fejre jubilæet.

Facebook

Facebook

Twitter

Twitter

Instagram

Instagram